Briller til børn
— Har dit barn svært ved at se, koncentrere sig eller klager over hovedpine? Vi tilbyder synsprøver og et bredt udvalg af lette, robuste børnebriller, der sikrer optimal komfort og funktion.
Børn og briller
Som forældre skal man være opmærksom på, om barnet klager over hovedpine, har koncentrationsbesvær ved læsning, gnider sig i øjnene, kniber øjnene sammen, skeler, helst vil se fjernsyn helt tæt på eller læser med en hånd for det ene øje. Er man i tvivl, bør man kontakte en øjenlæge, da vi først må lave synstest når børn er 10 år.
Barnets problemer kan blandt andet skyldes et dårligt samsyn. Det betyder, at øjnene ikke arbejder ordentligt sammen, og det kan betyde vanskeligheder med at fokusere og læse.
— Hvad er normalt syn?
Nyfødte børn ser dårligt, men allerede ved 2 mdr. alderen er barnet sikker i sin øjenkontakt, og kan fastholde blikket på dit ansigt i længere tid. Ved 6 mdr. alderen er synet så godt udviklet, at øjnene følges fint ad, når du bevæger ting foran øjnene. Og far og mors ansigter kan genkendes. Fra 6 mdr. til 6 år bliver alle synsfunktioner mere og mere sikre, og ved 6 års alderen er synet næsten færdigudviklet. Op til 10-års alderen er det en øjenlæge der skal lave udmålingen, der afslører fx bygningsfejl og nedsat syn. Mange synsproblemer kan afhjælpes, når de opdages tidligt.
— Synsprøve i forbindelse med skolestart
Det er vigtig, at du er opmærksom på barnets syn før skolestart. Et velfungerende syn er afgørende for, hvordan barnet klarer sig i skolen, til sport og derhjemme ved lektielæsning.
I teenagealderen kan der være problemer med træthed, hovedpine og koncentrationsbesvær. Her er synet fuldt udviklet, men synsproblemer fra den tidlige barndom kan være forværrede og forårsage problemer. Hos mange personer ser man de første tegn på nærsynethed i teenageårene. En synsprøve vil afsløre eventuelle problemer.
Børnebriller
Brillestellet bør være let og robust, og glassene skal være hærdet plastglas, da det ikke ridses så let og er brudsikkert. Børn har ikke næseryg som voksne, så derfor vælger man ofte brillestel med næsepuder. Der vælges også ofte brillestænger, der når rundt om barnets ører.
— Briller eller kontaktlinser?
Der kommer hele tiden nye stel til børn. Flere sportsmærker fremstiller gode briller til børn, så briller er ingen hindring for sport. Et alternativ er kontaktlinser. Der er to områder i spil, når man skal vurdere om et barn kan bruge kontaktlinser: Modenhed og hygiejne. Man kan ikke sætte en bestemt aldersgrænse. Det vigtigste er, at barnet forstår vigtigheden af hygiejne og kan tage ansvaret for at behandle øjne og kontaktlinser korrekt.
Hvad er en synsprøve?
En almindelig synsprøve udføres ved hjælp af en bogstavstavle og en såkaldt phoroptor, der er mange forskellige glas i en ”kæmpebrille”. Synsprøven består af op til 21 test, der kan afsløre eventuelle synsfejl, og efter behov kan der foretages yderligere individuelle prøver. En synsprøve er ikke forbundet med nogen form for ubehag og varer ca. en halv time. Bestil tid til synsprøve i vores butik i Tommerup på tlf.: 64 76 10 13 eller på info@tommerupoptik.dk. Bestil tid i vores butik i Haarby på tlf.: 64 73 10 18 eller mail: info@haarbyoptik.dk
Din lokale optiker sikrer trygheden
Hos os kommer du og dit barn til at snakke med den samme optiker hver gang. Vi er den lokale selvstændige optiker med ”foden under eget bord”. Det er din garanti for, at vi vil gøre vores bedste for at sikre, at du og dit barn får en god og problemfri oplevelse med briller. Briller til børn skal erfaringsmæssigt også rettes oftere end briller til voksne, også derfor er det en fordel at vælge en lokal optiker.
— Få inspiration til dit næste look
Bliv inspireret af de nyeste trends inden for briller og solbriller. På vores Instagram deler vi spændende nyheder, stilfulde looks og et indblik i livet hos Tommerup Optik og Haarby Optik. Følg os for at holde dig opdateret og få masser af idéer til, hvordan du kan udtrykke din personlige stil.